Forhistorien

København vokser
København fik efter voldenes fald i 1854 lov til at brede sig ud over voldgravens "broer", som var navngivet efter de fire byporte: Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Amagerbro. Væksten foregik ret planløst, først langs tilkørselsgaderne, senere i deres bagland.

Der skød små og store virksomheder op, og der blev bygget både villaer og etageejendomme. Fra 1880'erne begyndte en mere massiv udnyttelse med fem-etages lejekaserner. Myndighederne havde stor tiltro til denne frie vækst og kom derfor ofte for sent i gang med de nødvendige reguleringer af trafik, sanitet etc. Ikke mange tænkte på, om de mange "indvandrere" fra landet også kunne ønske sig kirker i de nye kvarterer. Der lå jo kirker inde i city, som der jo havde gjort siden middelalderen.

Kirkerne kommer til
Nørrebro fik i 1861 sin første kirke, Sankt Johannes Kirke - i øvrigt den første kirke udenfor voldene. Sankt Johannes Kirke, som stadig knejser for enden af Fælledvej, var i høj grad resultat af en mands virke, nemlig Pastor Frimodt, der ligger begravet ved siden af sin kirke.
Helt alene om det var han selvfølgelig ikke, men der var der mange modstandere mod at bruge penge på kirkebyggeriet, når nu nøden var stor blandt arbejderne. Og fagbevægelse og socialdemokrati stod dengang mere klart på Karl Marx' budskab om, at religion er opium for folket. Mange præster og kirkens ledelse blev opfattet som højreorienterede, og det ikke helt med urette. Frem for alt var kirken længe om at finde en holdning til den kolossale folkeflytning, der foregik i disse år.

Svaret kom dels fra kirkelige græsrødder, dels fra private mæcener. Ikke fra det offentlige system, der af politiske grunde holdt sig tilbage. De, der ville bygge kirke, blev hurtigt forrygende uenige om, hvorvidt der skulle bygges mange små kirker (det ønskede Bethesdamøderne og den gruppe, der senere dannede Kirkefondet) eller færre store kirker, der blev finansieret af mæcener som fx brygger Jacobsen, der stod for bygningen af Jesuskirken i Valby og C. F. Tietgen, der bekostede Marmorkirken.

Hellig Kors Kirke på tegnebrættet
Hellig Kors Kirke er mest i familie med de to sidstnævnte. I 1886 blev der nedsat en komité med stiftsprovst Rothe og borgmester Hans Hansen i spidsen. Kommunen gav grunden til kirken (som var en del af den gamle pestkirkegård ved Assistens) og private mæcener sponsorerede bygningen. Blandt sponsorerne kan fremhæves kaffegrosserer Gamél, men også mange af de lokale håndværksmestre støttede sagen. Faktisk er der givernavn på næsten al kirkens inventar.

Navnet fik kirken i 1887. Og det var indlysende, at den skulle hedde Hellig Kors Kirke fordi kirken lå for enden af Korsgade, der havde fået sit navn som korsvej til Blågårdsgade.

Lynhurtig opførelse
Man arbejdede hurtigt. I 1887 forlå arkitekt, H. B. Storcks, første skitse og året efter en endelig tegning. Han ramte tydeligvis komiteens ønsker allerede i første hug, for kun vinduerne er på den endelige tegning blevet ændret fra tredelte til todelte. 

Grundstenen blev lagt i juli 1887.
Og den 19. januar 1890 kunne kirken indvies under overværelse af kongehuset.
Hellig Kors Kirke har i øvrigt igen haft glæde af kongehusets besøg ved både kirkens 50-års og 100-års jubilæum.